søndag den 18. juli 2010

Lammekølle m tzatziki - Gæstemad

(4 personer)

Jeg kunne ikke læse kcal indholdet på den lammekølle jeg købte, så jeg var lidt i tvivl om hvor meget jeg måtte spise… Hvis du kan læse på den du køber eller spørge en slagter, så vil det være en fordel!

Tænd ovnen på 225 grader.

Flæk 1-2 agurker og skrab kernerne ud. Riv agurkerne på et råkostjern, vrid det værste saft fra og rør dem op med 400g græsk yoghurt (10%), salt, peber og friskpresset hvidløg efter smagsløg (og planer dagen efter...). Stil på køl til servering.

Tag en spids kniv og prik nogle dybe huller i lammekøllen. Kom tykke skiver af hvidløg ned i hullerne. Gnid køllen med salt og peber + evt. timian. Læg den med bagsiden opad i et ovnfast fad smurt med 2 spsk. olie og brun den cirka 20-30 min i ovnen, til den har fået en god farve. Herefter vender du køllen, sætter stegetermometer i og dæmper temperaturen til 160 grader. Kødet skal hvile 20 min efter stegning og her stiger centrumtemperaturen yderligere, så tag den ud 5 grader lavere end du ønsker. Min ”bibel” kogebog siger at lammekød skal have 65-75 grader. Jeg synes personligt at 70 grader giver perfekt mørt kød med et fint rosa skær.

Imens kødet steger så gør du grøntsagerne klar. Jeg lavede bagte tomater og sauteret spidskål til – men ville helt klart også anbefale en ratatouille. Du får lige opskrifterne på begge…

Kål og tomater: Vask og snit 1-2 spidskål fint så det er klar til at blive svitset i 2 spsk. olie sammen med salt, peber og lidt chili mens stegen hviler. Skyl tomaterne og halver dem. Stil dem med snitfladen op i et ovnfast fad, pensel med lidt balsamico eddike og drys med masser af basilikum. Sæt dem i ovnen når du tager køllen ud.

Ratatouille: Skær 2 auberginer, 2 squash og 6-8 tomater i skiver (tykkelsen afgør hvor længe den skal have i ovnen). Læg dem taglagt og skiftevis i et stort ovnfast fad og drys med finthakket løg (+ evt. hvidløg), salt, peber og timian. Dyp 2 spsk. olie hen over.

I aften får du i hvert fald ikke uventet besøg af en bleg, transsylvansk greve… Velbekomme!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar