søndag den 18. juli 2010

Rasmus Klumps livret…

…er i hvert fald også en af mine! Så jeg blev noget beklemt da jeg læste at man slet ikke måtte få hvedemel… Men blev så nærmest lykkelig da jeg ved et tilfælde zappede forbi et madprogram i tv hvor de lavede pandekager – af kikærtemel! Ned forbi min fantastiske grøntsagsmand og finde kikærtemel, til ingen penge, der ikke består af andet end formalede kikærter. Så ”eksperiment pandekager” kunne gå i gang!

Jeg lavede denne portion som giver cirka 6 – hvoraf jeg/vi må spise to:
120 g kikærtemel
1 æg
1½ - 2 dl skummetmælk
Sødemiddel
Et drys salt
1 spsk smør til stegning
Alle ingredienserne (undtagen smør) piskes sammen til en jævn pandekagedej. Stil kølet i ½ time. Smelt smørret og kom det i en kop for så kan du pensle panden med lidt fedtstof mellem hver pandekage. Bag pandekagerne som normalt. Hold dem varme under stanniol på en tallerken.

Vi må få 60 g tørrede kikærter og 150 g udblødte – men hvad er melet malet af? Udblødte og kogte? For man må ikke spise almindelige kikærter som ikke er udblødte og kogte. Er der nogen som ved det? Jeg har taget den sikre side og regnet med at vi må få 60 g for 200 kcal kulhydrat. Ved at spise 2 pandekager får du cirka 200 kcal fra kulhydrat og 100 fra fedt. Så de skal enten spises efter et proteinholdigt aftensmåltid eller også kan du balancere det ved at lave en proteinholdig chokoladecreme af kakaopulver, vaniljepulver og sødemiddel blandet i græsk yoghurt (2%), kvark eller fromage frais. Hvis du vælger kun at spise en eller 1½ pandekage, så bliver der (kulhydrat)plads til at du får nogle jordbær, hindbær eller blåbær i pandekagen sammen med nogle skefulde ISIS vanilje is.

Nej det er ikke en hvedemelspandekage fyldt med knasende sukker – men det er et SUPER fint alternativ! Jeg vil helt sikkert prøve at lave dem igen – måske også som madpandekager uden sødemiddel men med krydderier og urter i dejen og med et fyld af stegt kylling, smeltet mozzarella og salat!

1 kommentar:

  1. Nu har jeg eksperimenteret lidt mere med opskriften og til 2 personer vil jeg anbefale:
    80g kikærtemel
    1 æg
    1½ dl skummetmælk

    SvarSlet