fredag den 16. juli 2010

Sauteret spidskål til kød/fisk

Det er ikke så sjovt at spise alene - så min mission med aftensmaden er at det er noget som andre også vil synes er lækkert og indenfor rammerne af "relativ normal aftensmad". Og så brug da for guds skyld lige 2 minutter på at andrette maden pænt på din tallerken (så er det også nemmere at få den rigtige fordeling og ikke snyde inde ved bordet), læg en serviet ved din tallerken og tænd et stearinlys på bordet! Det er SÅ lidt der skal til - og det betyder SÅ meget for din samlede nydelse af maden :-)

Her kommer en god og nem basis-opskrift jeg har udviklet over de sidst 3 uger...

"Kød" og sauteret spidskål med ristede mandler (2 personer)
Rist 35 g mandler på en tør pande. Læg til side.
Skyl og tør 1 spidskål. Skær den i meget fine strimler.
Steg det stykke kød du har lyst til (fx. et kyllingebryst, en 150g bøf, en 150g hakkebøf (3-6%) eller en 110g kotelet pr person) i 2 spsk olie. Du kan sikkert få gode point ved manden ved at give ham en lidt større portion kød ;-) Tag kødet fra panden og lad det hvile i staniol.
Hæld en spsk olie mere på panden og steg nu kålen ved middel varme. Du bestemmer selv hvor sprød eller blød du vil have den. Krydder med salt, peber og et drys tørret chili.
Server kødet med halvdelen af kålen drysset med halvdelen de ristede mandler.

Tip! I stedet for chili ved spidskålen kan du bruge hvidløg! Eller revet citronskal til lyst kød eller fisk!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar